Anmeldelser

Tre kvinder

”Op igennem historien har mænd knust kvinders hjerter på en ganske særlig måde. De elsker dem eller elsker dem næsten, hvorefter de bliver trætte af dem og bruger uger eller måneder på at fjerne sig fra dem […] og aldrig mere ringe tilbage. I mellemtiden sidder kvinderne og venter. Jo mere forelskede de er, og jo færre andre muligheder de har, desto længere venter de.”

‘Tre kvinder’ af Lisa Taddeo, s. 17

Titel: Tre kvinder

Forfatter: Lisa Taddeo

Forlag: People’s Press

Antal sider: 371

Udgivelsesdato: 20. august 2020

💜💜💜💜🤍🤍

Bagsidetekst:

”Tre kvinder er en sand historie om tre meget forskellige kvinder. Lisa befinder sig i et kærlighedsløst ægteskab med to børn og en mand, der ikke vil røre ved hende. Maggie har lagt sag an mod sin tidligere gymnasielærer, som hun havde et forhold til, da hun var 17. Og Sloane er en tilsyneladende succesfuld forretningskvinde, hvis mand tænder på at betragte hende dyrke sex med andre.

Hvordan er de hver især havnet, hvor de er, og hvad drømmer de om og håber på? Lisa Taddeo har fulgt de tre kvinders liv i otte år – læst deres dagbøger, deres SMS’er, breve og e-mails og interviewet deres familie og venner – og giver et medrivende og indfølende indblik i alt, hvad der gør deres liv helt specielt og samtidig helt universelt.”

I bogen følger vi tre kvinder med hver deres historie. Det er tre meget forskellige kvinder, vi møder. De har forskellige aldre, er forskellige steder i livet og lever generelt meget forskellige liv. Men deres historier tager alle udgangspunkt i kvindernes begær og hvordan forskellige mænd har indflydelse på deres liv.

Lisa Taddeo sender læseren direkte ind i henholdsvis Maggies, Linas og Sloanes hverdagsliv og skildrer, hvordan kærlighed og begær kan føre både lykke og ulykke med sig. Der er ingen introduktion til kvinderne eller deres historie, man hopper ganske enkelt direkte ned i deres dag, når deres første kapitel starter. Jeg synes ikke altid, det fungerer, når en bog starter sådan, men det virkede virkelig godt her.

Hvert kapitel følger en af kvinderne, så det skifter hele tiden mellem de tre historier. Det er ikke komplicerede handlinger, og så snart jeg havde lært de tre hovedpersoner at kende i løbet af de første kapitler, føltes det helt naturligt at hoppe mellem de tre separate handlinger.

”Jeg gik i gang med denne bog med den ambition at registrere det kvindelige begærs stikkende hede, i håb om at mænd og andre kvinder bedre kan forstå, før de begynder at fordømme andre.”

‘Tre kvinder’ af Lisa Taddeo, s. 21

Bogen fortæller de tre historier fra kvindernes synspunkt. Der er selvfølgelig altid flere sider af en sag, men Lisa Taddeo tager udgangspunkt i Maggie, Lina og Sloane. I deres oplevelser, deres valg, deres tanker og deres følelser.

Jeg troede, jeg ville få en favorit undervejs, men det viste sig ikke at være tilfældet. Når jeg læste Maggies kapitler, var hun min favorit. Så kom jeg til et af Linas kapitler, og så var hendes historie den mest interessante. Lige indtil Sloanes kapitel startede, og hun overtog førertrøjen. Der er ingen af de tre kvinder, jeg kan spejle mig direkte i, men det forhindrede mig ikke i at blive fanget i deres historier. De tre kvinder og deres historier er på én gang unikke og universelle, fordi de handler om de enkelte personer, men samtidig kan tages op på et højere og mere generelt niveau, som de fleste kan relatere til.

Undervejs fik jeg både lyst til at heppe på, trøste og råbe ad alle tre kvinder ad flere omgange. Kort sagt var jeg fanget af alle tre historier, og siderne vendte nærmest sig selv, da jeg læste bogen.

Nogle steder syntes jeg, det skinnede igennem, at det er en oversættelse. Ordvalget sprang på en måde i øjnene, hvilket forstyrrede mig lidt. Overordnet set er sproget dog let og læsningen glider nemt. Lisa Taddeo beskriver kvindernes historier på en måde, så man som læser bliver draget ind i deres verden og ind i deres tanker, uden det bliver for meget og for opstillet.

For mig giver det altid noget ekstra til en bog, når den bygger på virkelighed. Det gælder også for ’Tre kvinder’. Jeg synes, giver et ekstra lag til fortællingen, når jeg ved, at forfatteren har fulgt de tre kvinder i otte (!) år. Fulgt deres hverdag, læst deres SMS’er, talt med deres familie og venner. Derudover synes jeg, Lisa Taddeo starter og slutter bogen virkelig fint med beskrivelser fra sit eget liv og de oplevelser, der har dannet grundlag for hendes mangeårige arbejde med bogen.

Lineraturen giver ’Tre kvinder’ af Lisa Taddeo 💜💜💜💜🤍🤍

Du kan måske også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.