Anmeldelser

Ti kameler for Ameera

Jeg er nu nået en alder, hvor jeg, i hvert fald efter etnisk målestok, er blevet sidste års mode, en tidligere attråværdig gammel, gammel, gammel kvinde. Kulturer verden over tilslutter sig åbenbart den opfattelse, at kvinder over femogtyve år, udspyer støv i stedet for babyer.

‘Ti kameler for Ameera’ af Zahra Pedersen, s. 14

Titel: Ti kameler for Ameera

Forfatter: Zahra Pedersen

Forlag: Grønningen 1

Antal sider: 303

💜💜💜💜💜🤍

Bagsidetekst:

Ameera har bare styr på sit liv… Hun har fået drømmejobbet på et af Londons eksklusive reklamebureauer og færdes hjemmevant i både sneakers og stiletter. Hendes kæmpestore arabiske familie og vennekreds har desuden påpeget, at hun både er køn, høflig, i stand til at konversere potentielle svigerforældre på arabisk og gerne vil have børn. Så hvorfor er hun ikke blevet gift endnu?

Faretruende tæt på de – i etniske kredse – så frygtede tredive år og en ydmygende skæbne som evig pebermø beslutter Ameera sig for at gøre noget ved sagen. Men hvad gør man, når visse mandstyper hænger én langt ud af halsen? Kan speeddating eller en magisk, muslimsk dating app løse det presserende problem, og hvad skal hun egentlig stille op med den søde cheesecake-fyr på den lokale café?

Ameera giver sig selv et år til at finde en mand, koste hvad det vil.

Vi følger Ameera, som forsøger at balancere de to kulturer, hun er en del af. Derhjemme har hun sine arabiske forældre, som brændende ønsker, at hun accepterer en af de unge mænd, som har bedt om hendes hånd. Hun kan bare ikke gøre det, fordi hun i bund og grund ikke er interesseret i dem. På den anden side har hun sit arbejde på et populært reklamebureau, hvor hun går til en masse fine arrangementer, og hendes veninde Jade, som ivrigt bakker op, da Ameera fortæller om sin plan om at finde en mand inden for et år.

Min indre romantiker er forarget over idéen. Det ville være absurd at udnytte en anden person udelukkende til mit eget formål. Men oprøreren i mig er fascineret. Fortæl noget mere.

‘Ti kameler for Ameera’ af Zahra Pedersen, s. 104

Det er dog ikke helt nemt at forene de to verdener, når det kommer til dating og ægteskab. Ifølge hendes forældre behøver man ikke være forelsket, når man bliver gift. Det vigtigste er at finde en god ægtemand, så kan man lære hinanden at kende, når man er blevet gift og starter et liv sammen. Jade opfordrer derimod Ameera til at tage på en række dates og møde nogle forskellige fyre, så hun kan finde ud af, hvad hun er ude efter. Det bliver dog problematisk, da rygterne begynder at svirre i Ameeras familie. Pludselig går der både rygter om dating og forlovelse, alt imens Ameera er i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet er interesseret i ham, de tror. Og den såkaldte cheesecake-fyr spøger også i kulissen, selvom han som ikke-muslim slet ikke er en mulighed.

Ameera bliver langsomt fanget i sit eget projekt, når hun forsøger at navigere blandt dates, følelser og hendes familie, som er meget interesseret i at få hende godt gift. Jeg blev ret forpustet på hendes vegne, da jeg læste bogen, og jeg tror faktisk, at mange kan spejle sig i historien – også selvom de ikke kommer fra en muslimsk familie.

Måske skal du fra nu af lade være med at spørge, hvad alle andre ønsker for dig, og i stedet først spørge dig selv: Hvad ønsker jeg for mig?

‘Ti kameler for Ameera’ af Zahra Pedersen, s. 245

Ameera kæmper hårdt for at balancere arbejde, familie og jagten på en ægtemand, men uden at spoile kan jeg godt afsløre, at det bliver sværere og sværere. Det med at jonglere arbejde, veninder/venner, familie og omverdenens forventninger er et stort projekt for de fleste, og at Ameera forsøger at holde fast i sig selv og finde ud af, hvad hun egentlig vil, er sådan set meget relevant for os alle sammen.

Zahra Pedersen har skrevet en humoristisk bog, der virkelig fik mig til at smile flere gange undervejs i læsningen. Hun fremhæver en række fordomme og stereotype træk og fremsætter det hele med en god portion humor, der giver en let stemning til bogen, uden det fjerner det seriøse ved de situationer, som Ameera sættes i.

Jeg læste hele bogen på én gang, selvfølgelig fordi jeg havde tid til det, men i høj grad også på grund af den lette skrivestil og den humoristiske tone, der er gennemgående i hele bogen. Zahra Pedersen præsenterer nogle ret store ”sammenstød” mellem de to kulturer, men gør det med et glimt i øjet, der skaber en forståelse for overbevisningerne i begge kulturer. Jeg havde læst mange gode anmeldelser, inden jeg selv kastede mig over bogen, og den levede i høj grad op til mine forventninger!

Lineraturen giver ‘Ti kameler for Ameera’ af Zahra Pedersen: 💜💜💜💜💜🤍

Du kan måske også lide...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *